Christoffer II (1276 1332), Konge af Danmark (1320-26 og 1329-32), søn af Erik V, Hertug af Estland 1303 og af Halland 1306 under broderen Erik Menveds regering, mod hvem C. gentagne gange konspirerede, til han 1315 måtte gå i landflygtighed. Måtte, for at blive konge, 1320 underskrive en håndfæstning, der på væsentlige punkter indskrænkede hans magt. C. brød dog snart håndfæstningen, fortsatte Erik Menved's kostbare udenrigspolitik, pålagde nye trykkende skatter og viste sig ganske uordholdende. Da Fyrst Vitslav III af Rügen og Hertug Erik II af Sønderjylland døde 1325, forsøgte C. at indlemre begge Len, men veg tilbage for Grev Gerhard III af Holsten's energiske optræden på Erik II's umyndige søn Valdemar's vegne. Stormændene i Danmark trådte i forbindelse med Greven, og et oprør 1326 tvang C. og hans søn og Medkonge Erik (VII) til at forlade landet, medens Valdemar (III) blev konge under Grev Gerhard's formynderskab. Tre år senere lykkedes det C. at få sit rige igen ved Grev Johan III af Holsten's hjælp og Grev Gerhard's passivitet, men størstedelen af riget gik som pantelen til greverne og forskellige andre stormænd, C. havde måttet vinde. Et forsøg på, i forbund med Grev Johan, at bekæmpe Grev Gerhard, førte til C.'s fuldstændige nederlag på Lo Hede 1331, hvor Erik faldt og C.'s næstældste søn Otto blev fanget. C. tilbragte sit sidste år på Grev Johan's besiddelser på Lolland. C. var gift med Eufemia af Pommern, havde sønnerne Erik, Otto og Valdemar, samt datteren Margrethe, der ægtede Kejser Ludwig's søn MarkgreveLudwig af Brandenburg. C. havde med en adelsdame af slægt Lunge to børn: Datteren "Frøken" Regitze og sønnen Erik.